Flere af de 484 fodboldfans, der blev anholdt efter Brøndby-FCK-kampen, måtte køres væk i ambulance

Søndagens kamp mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion endte i optøjer og masseanholdelser. Der blev brudt brosten op fra vejbanen og kastet mod politiet, og en betjent blev ramt i baghovedet, inden politiet skred til anholdelse i begge fan-lejre.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

484 blev anholdt og sat i 'futtog', og flere af disse måtte efterfølgende køres fra stedet i ambulance. Det bekræfter Vestegnens Politi.

BLEV DU ANHOLDT AF POLITIET ELLER SÅ DE ANHOLDELSERNE - TIP BT PÅ 1929@BT.DK

- Vi har ambulancer ude for at hente enkelte. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder - om det måske er kombinationen af kulde og spiritusindtagelse. Jeg har heller ikke de nærmere detaljer om, hvor længe de anholdte når at sidde, siger vagtchef Kim Svenningsen fra Vestegnens Politi.

Alle 484 er blevet løsladt i løbet af natten.

- De når at være anholdt et par timer, alene fordi det tager lang tid at registrere så mange, fortæller vagtchefen.

Allerede inden kampen lugtede det af 'meget dårlig stemning', som politiet betegnede det. Her blev betjente bombarderet med sten, mens de fulgte FCK's fangruppe fra Glostrup Station til Brøndby Stadion.

Hos Brøndby-tilhængerne fandt politiet en peberspray, en røggranat, knive, maskeringer og genstandes, som kan sættes i forbindelse med hærværk samt 100 dåser spraymaling.

Efter kampen kastede fans fra begge grupper sten mod politifolkene, og det var her en betjent blev ramt i hovedet. Efter undersøgelser på skadestuen er han nu udskrevet.

Der blev rejst sigtelser for blandt andet besiddelse af ulovlig stoffer og overtrædelse af fyrværkeriloven.