Mandag morgen begyndte vidneafhøringerne i sagen mod 48-årige TL, der tiltalt i en omfattende sag om pædofili og børneporno.  Første vidne var faderen til de fire børn, TL er tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod. Overgreb som han ifølge anklageskriftet tog billeder af og delte med andre pædofile.

Faderen, JD, bor i Randers, men opholder sig en del i Uganda, fordi han er gift med en ugandisk kvinde. Derfor blev afhøringen foretaget via et videolink fra den danske ambassade i Ugandas hovedstad, Kampala.

JD har gennem 30 år været venner med TL, og en overgang boede de i samme ejendom i Randers.  De delte en fælles interesse for musik, og nogle gange agerede TL barnepige for JD's børn.

»Han havde et godt forhold til mine børn. De var glade for ham, når han kom og var barnepige. Han var ikke den eneste barnepige, men han passede dem nogle gange, når jeg var ude og spille, og min kone var på arbejde,« sagde JD.

Anklager Morten Rasmussen spurgte meget ind til en tur til Holland, hvor TL besøgte en hollandsk mand, han havde lært at kende gennem et pædofilt chatforum på internettet. JD var med på den tur, men han afviste under afhøringen, at han vidste, at TL interesserede sig for børneporno, og at de skulle til Holland for at besøge en pædofil.

»Jeg vidste ikke noget om, hvordan de kendte hinanden, og jeg spurgte heller ikke. Jeg mødte ham kun dengang i Holland, og så da han var på besøg hos TL (navn udeladt, red.) i Randers, hvor vi var i byen,« sagde JD og afviste, at han kendte til TL's interesse for børneporno.

JD afbrød turen til Holland og tog hjem efter nogle dage. Han var kørt derned med TL, men måtte tage toget hjem. I stedet for at rejse tilbage til Danmark tog TL til Rumænien, hvor han ifølge anklagemyndigheden ville  købe et spædbarn. Barnet ville han tage med til Sverige, hvor han sammen med en svensk mand ville misbruge det seksuelt. Det lykkedes aldrig TL at få fat i et spædbarn, men han er tiltalt for at have forsøgt det.

Ved retsmødet kom det frem, at JD tidligere er blevet afhørt med en sigtets rettigheder, og afhøringen via videolinket blev derfor også foretaget med en sigtets rettigheder. Dermed havde han ikke pligt til at udtale sig, fordi han kunne risikere at inkriminere sig selv, men JD svarede beredvilligt på spørgsmål fra både anklager og forsvarer.