2131
Foto: Deleuran / Erik Jepsen
’Han er absolut følelseskold’ - 1
Hanne Pedersen opdrættede geder og spandt mohair-garn på ejendommen i Nr. Vium. FOTO: DELEURAN

Manden, der sigtes for drabet på Hanne Pedersen, er dømt i lignende sag

Nytårsaften blev 54-årige Hanne Pedersen dræbt i sit hjem i Nr. Vium ved Videbæk i Vestjylland, før gerningsmanden satte ild til huset. En 47-årig mand med en uhyggelig fortid er varetægtsfængslet og sigtet for drabet, som han nægter at have begået.

Hanne geder1

I 1990erne blev den 47-årige ifølge BTs oplysninger dømt for at have dræbt en kvinde. Et drab, der har mange lighedstegn med drabet på Hanne Pedersen nytårsaften. For en af de politifolk, der var en central del af efterforskningen af sagen i 1990erne, kommer det ikke som en overraskelse, at manden, som politiet dengang hurtigt fattede mistanke til, igen er anholdt og sigtet i en drabssag.

»Nej, det kommer ikke bag på mig. Jeg har den opfattelse, at han er absolut følelseskold. Han viste ingen anger over, at han havde slået et andet menneske ihjel dengang.«

Den 47-årige nægter at have slået Hanne Pedersen ihjel, og at han tidligere er dømt for drab, gør ham ikke skyldig i den aktuelle sag.

Hanne Pedersen opdrættede geder og spandt mohair-garn på ejendommen i Nr. Vium. FOTO: DELEURAN
Hanne Pedersen opdrættede geder og spandt mohair-garn på ejendommen i Nr. Vium. FOTO: DELEURAN

Fordi den sigtede ikke er dømt og samtidig er beskyttet af et navne- og identifikationsforbud, bringer BT ikke den sigtede mands navn eller oplysninger, der beskriver den forbrydelse, han tidligere er dømt for, i detaljer. Derfor er alle kilder og stednavne anonymiserede.

Mens danskere over hele landet den 31. december ved midnatstid skålede i champagne og fyrede raketter af for at fejre det nye år, var situationen anderledes på Karlsmosevej 7 i Nr. Vium ved Videbæk. Det nye år var kun få minutter gammelt, da alarmcentralen modtog en anmeldelse om, at det hvide hus på adressen stod i flammer.

Da brandfolkene nåede frem, blev ilden slukket, men huset stod ikke til at redde. Kun murene stod tilbage, og inde i huset havde ilden fortæret næsten alt og efterladt resten dækket af et tykt lag aske.

Hanne geder1

Kvalt inden branden

I garagen var en bil parkeret, og derfor frygtede politiet, at husets beboer Hanne Pedersen var hjemme, da branden brød ud, og at hun havde mistet livet i flammerne. Da brandtomten blev undersøgt nærmere, blev det voldsomt forbrændte lig af den 54-årige kvinde fundet.

Efter obduktionen af liget og brandteknikernes undersøgelse af det nedbrændte hus kunne Midt- og Vestjyllands Politi slå fast, at Hanne Pedersens død ikke var en brandulykke. Hun var blevet kvalt, før gerningsmanden havde sat ild til huset.

Midt- og Vestjyllands Politi begyndte at efterforske sagen som en drabssag. På gerningsstedet blev tekniske spor sikret, og da politiet gennemgik it- og teleoplysninger, kom de på sporet af den 47-årige mand fra Herning. Den 6. januar klokken 19.20 blev han anholdt, da han i en bil blev stoppet af politiet ved den Vestjyske by Vemb.

Hård tid for familien

Drabet i 1990erne rystede byen, hvor det fandt sted, og sagen satte helt naturligt dybe spor i familien til den kvinde, der mistede livet.

»Jeg kan stadig tydeligt huske sagen. Det var en rigtig hård tid for min familie dengang, og det har også været hårdt i årene efter,« fortæller et af kvindens familiemedlemmer.

Nyheden om, at den mand, der slog kvinden ihjel i 1990erne, igen er anholdt og sigtet i en drabssag, kommer som et chok for familien: »Han har gjort det én gang, og at han så kommer ud og måske har gjort det igen, er rigtig voldsomt, synes jeg,« siger familiemedlemmet til BT.

Holdt sig for sig selv

BT har talt med flere personer fra det område, hvor den 47-årige boede, da han blev anholdt for drabet i 1990erne. De husker godt sagen, men har ikke klare minder om manden, som ikke var opvokset i byen, og som gerne holdt sig for sig selv.

I sagen om drabet på Hanne Pedersen arbejder politiet for at samle yderligere beviser mod den 47-årige mand, der 7. januar blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.

Jørgen Lauritsen, der leder efterforskningen af drabet for Midt- og Vestjyllands Politi, oplyser, at politiets teknikere arbejder intensivt for at sikre spor på gerningsstedet.

»Alt er minutiøst blevet siet, og vi fortsætter med en gennemgang af de ting, vi har fundet, i den kommende uge,« siger efterforskningslederen.

Sporene granskes

Også nye henvendelser fra mulige vidner samt gennemgang af it- og teleoplysninger er nogle af de efterforskningsmæssige spor, Midt- og Vestjyllands Politi vil bruge tid på i den kommende uge.

Efterforskningsleder Jørgen Lauritsen ønsker hverken at be- eller afkræfte, at den sigtede tidligere er dømt for drab, og han vil ikke komme ind på, hvilken betydning det har haft for, at politiet har anholdt ham.

Den 47-åriges forsvarsadvokat Kjeld Skov oplysertil BT, at han ikke kan udtale sig om sagen.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook