Manden skulle foretage en reparation på et skib, men han faldt i vandet og druknede.

Skagen. En 47-årig mand er druknet ved Skagen omkring klokken to natten til torsdag. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Manden var montør, og han skulle ifølge politiet om bord på skibet Nord Gardenia fem kilometer øst for Skagen for at foretage en reparation. Mens manden var på vej om bord på skibet, faldt han i vandet.

Efter omkring ti minutter blev manden reddet om bord på skibet, og han blev derefter fløjet med redningshelikopter til Aalborg Universitetshospital. Ved ankomsten blev han dog erklæret død.

- Han kommer på en eller anden måde til at ligge med hovedet under vand. Hvordan det sker, det ved jeg ikke. Det er op til Den Maritime Havarikommission at udrede, siger Poul Badsberg, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Manden var bosat på Sjælland. Hans pårørende er underrettet.

/ritzau/