Flere personer blev kørt til krisebehandling, efter en tragisk arbejdsulykke fandt sted på Helsingørmotorvejen ved Hørsholm mandag aften.

Ulykken skete kort før klokken 20, da en bakkende fejemaskine ved noget vejarbejde på stedet påkørte en 47-årig kvinde, der gik bag maksinen og var i færd med at foretage opmålinger i forbindelse med afstribning på stedet.

Ved påkørslen kom hun ind under lastbilens baghjul. Hun mistede livet på stedet.

Det oplyser Nordsjællands Politi i dets døgnrapport.

'Kvinden, der var ansat ved vejarbejdet, døde ved påkørslen. De nærmere omstændigheder ved påkørslen undersøges forsat', oplyste vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ole Hestbæk, i en pressemeddelse mandag aften.

Klik her og se flere billeder fra localeyes her

Efter ulykken blev flere personer kørt til krisebehandling, mens motorvejens sydgående halvdel blev afspærret omkring stedet. Trafikken er tirsdag morgen ikke påvirket af ulykken.

Arbejdstilsynet og bilinspektør blev tilkaldt til stedet.

»Vi er ikke færdige med vores rapport endnu. Vi var ude at undersøge stedet i går aftes, og vi er så nu ved at vurdere de ting, vi har observeret,« fortæller Arbejdstilsynets presseansvarlige til bt.dk.

Kvindens pårørende er underrettet.