- Jeg er terrorist! Der er bomber om bord på toget.

Det var advarslen, da en 46-årig mand tvang sig adgang til førerkabinen på et af Arrivas regionaltog mellem Langaa og Ulstrup mandag eftermiddag og forsøgte at overtage styringen. Netop nu bliver han afkrævet en forklaring på sin handling under et grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Sigtelsen går på, at han med ulovlig tvang har grebet ind i manøvreringen af toget.

Ifølge Østjyllands Politi proklamerede den 46-årige også i togets førerkabine, at han havde hjælpere med, og at toget skulle standses, mens han overdængede lokomotivføreren med trusler om vold.

Flere passagerer blev så bange, at de tvang lokoføreren til at standse toget.

Efterfølgende blev alle om bord evakueret, og toget blev gennemsøgt af bombehunde. De omkring 80 passagerer blev sendt videre med busser fra stedet.

Hundenes indsats gav ikke nogle resultater.

BNB