En 45-årig mand fremstilles søndag i grundlovsforhør for grov vold.

OPDATERING: Manden er nu blevet varetægtsfængslet i 12 dage i grundlovsforhøret i retten i Esbjerg.

Det sker efter, at han lørdag slog sin kone med den flade side af en økse i sådan en grad, at hun stadig er indlagt. Hendes tilstand er stabil, og hun er ved bevidsthed.

Politiet fik anmeldelsen lørdag eftermiddag:

»Klokken 14 får vi en anmeldelse om husspektakler i Esbjerg, og der rykker vi ud med det samme. Her anholder vi uden problemer en 45-årig mand. Hans 31-årige kone bliver kørt på sygehuset, hvor hun stadig er indlagt nu,« oplyser Søren Strægaard, der er vagtchef ved Sydjyllands Politi.

I dag fremstilles manden i grundlovsforhør, hvor en dommer skal beslutte, om den sigtede fortsat skal fængsles, eller om han kan gå fri.

Der er på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, hvad konflikten mellem de to ægtefæller handlede om, bortset fra at motivet skulle være jalousi.