43 brande i Østjylland nytårsnat

Politiet melder om en overraskende stille nytårsnat, hvor østjyderne har holdt sig til at feste og fra at slås, men hvor Aarhus Brandvæsen har haft nok at lave.

En nedbrændt længe, en person til observation for røgforgiftning og et nedbrændt kolonihavehus.

Østjyllands Politi har haft masser af udrykninger, men i langt de fleste tilfælde har der været tale om opgaver for Aarhus Brandvæsen.

»Der har været ganske få slagsmål i forhold til, hvor mange mennesker, der har været på gaden, så alt i alt synes vi, at det har været en meget rolig nytårsnat,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov.

Politiet har fået 43 brandanmeldelser, hvoraf to har været i den mere alvorlige afdeling.

Først satte en vildfaren raket ild til den ene længe på en gård på Tåstrupvej i Harlev, som ikke stod til at redde. Og ved 2-tiden var endnu en raket på spil, denne gang i en lejlighed på Violskrænten i Grenaa.

»Der ryger en raket ind i lejligheden, og der bliver indbragt en enkelt til skadestuen, som skal til observation for røgforgiftning,« siger Per Bennekov.

Der var ingen hjemme i lejligheden, men røgudviklingen var voldsom nok til at nå ind til naboen, som altså måtte en tur på hospitalet.

De resterende 41 brande, som Østjyllands Politi har fået anmeldt, har været småbrande i for eksempel containere og skraldepande.

Før midnat kunne Aarhus Brandvæsen fortælle, at et kolonihavehus i Engvang Haveforening i Viby var brændt ned til jorden.

»Det er formentlig fyrværkeri, der har antændt det, men vi ved det ikke med sikkerhed,« sagde Johnny Damgård, der er indsatsleder ved Aarhus Brandvæsen.