En 43-årig mand er anholdt for dødstrusler mod statsministeren.

En 43-årig mand fra Kalundborg er anholdt for dødstrusler mod statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans familie. Manden kræver Danmark ud af Afghanistan.

'Danske soldater skal ud af Afghanistan inden 27. september, ellers
bliver statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans nærmeste slået
ihjel.'

Det er indholdet i et trusselsbrev fra en 43-årig mand fra Kalundborg,
som er sendt til blandt andet Statsministeriet .

- Han har for et par uger siden fremsat lignende trusler, men dengang
blev det vurderet, at han ikke skulle fængsles. Men med de nye trusler
er det besluttet at fremstille ham i et grundlovsforhør, siger
vicepolitiinspektør Oskar Lassen fra Københavns Politi.

Manden er nu anholdt og kræves fængslet for dødstruslerne, som er hans andet forsøg på at true statsministeren til en dansk retræte.

Ifølge bt.dks mand i retten er der tale om en gråhåret, sortklædt mand,

Han er i øjeblikket ude af retslokalet, mens han taler med sin beskikkede forsvarer.

Den sigtede har en personlig hjemmeside, hvorfra han blandt andet udbreder sine politiske og religiøse synspunkter, ligesom han har lagt trusselsbrevene ud på hjemmesiden.

Grunden til de konkrete mordtrusler mod Lars Løkke Rasmussen og hans
familie er ifølge brevet, som Ritzau er i besiddelse af, Danmarks
tilstedeværelse i Afghanistan.

Ifølge trusselmageren selv, er han en del af en gruppe, hvor hans opgave er
at fremsætte truslerne, mens de øvrige i gruppen skal udføre drabene,
såfremt Danmark ikke trækker tropperne hjem.

Trods de alvorlige trusler har politiet ikke haft de store problemer
med at finde frem til trusselmageren. Han har nemlig forsynet
trusselsbrevet med sit eget navn og adresse.

Ifølge bt.dk's oplysninger er manden sigtet efter straffelovens § 119 stk. 2, der omhandler trusler om vold mod embedesmand i funktion.

§ 119. Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.

Stk. 2. På samme måde straffes den, som, uden at forholdet falder ind under stk. 1, fremsætter trusler om vold, om frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrørende håndhævelse af statens straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten eller hvervet, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling.