Manden, som fredag truede og frihedsberøvede en kvindelig bekendt, er lørdag blevet varetægtsfængslet i to uger.
En 43-årig mand fra Hellerup er efter et grundlovsforhør i Retten i Hillerød lørdag blevet varetægtsfængslet i godt to uger efter at have frihedsberøvet og truet en kvindelig bekendt dagen før.
Læs også:
Politiet frygtede, at den sigtedes lejlighed på Lille Strandvej i Hellerup indeholdt både våben og sprængstoffer og valgte derfor at evakuere et større antal lejligheder i området samt tilkalde forsvarets ammunitionsryddere for at ransage lejligheden.
Politiet fandt fem kraftige skydevåben i lejligheden samt i en anden lejlighed, som den 43-årige har tilknytning til, men ingen sprængstoffer. De evakuerede beboere kunne derfor fredag aften vende tilbage til deres boliger.
Læs også:
Den 43-årige nægter sig dog skyldig i sigtelserne, men en dommer valgte alligevel at varetægtsfængsle ham frem til 14. september.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og motivet til frihedsberøvelsen er derfor ukendt.