Ingen har tilsyneladende set den 42-årige Kim Erik Hansen eller Kim Storgaard, som han også hedder, siden han forlod sin arbejdsplads torsdag eftermiddag
Den 42-årige far til tre er derfor efterlyst af politiet i Silkeborg, men her melder man, at man hverken har hørt fra Kim eller andre, der har set ham.
- Vi ved ikke, hvad der er sket med ham, eller hvor han er, og vi har heller ikke fået henvendelser i sagen.
Det fortæller vicepolitikommisær Ralf Høgedal fra Silkeborg Politi til bt.dk.
Familie og venner har derfor også taget Facebook i brug i håb om at finde ham.
Kim Storgaard talte i telefon med sin kæreste omkring klokken 16 torsdag eftermiddag, og her sagde han, at han ville være hjemme omkring klokken 19. Men han dukkede ikke op, og siden har ingen tilsyneladende set ham.
Politiet har talt med familie og venner og undersøgt relevante adresser, dog uden resultat.
- Vi har informeret lokalstationerne i området og samarbejder med pressen, men vi skal have noget mere konkret at gå efter - et sted, hvor nogen mener at have set ham eller lignende, før vi kan begynde at lede med hunde, siger Ralf Høgedal og tilføjer, at politiet har beredskabet klar til at rykke ud.
Kim Storgaard kørte i en BMW E36 i sortmetal med registreringsnummer VS 38 702, da han forsvandt.
BT har talt med hans pårørende, som ikke ønsker at udtale sig om sagen, men de fortæller, at de ikke har nogen anelse om, hvor han kan være, eller hvad der kan være sket med ham.
Midtjyllands Avis har talt med Kims Storgaards ven, Rasmus Nørup, og ifølge ham var der intet, som kunne tyde på, at Kim Erik Hansen var i nedtrykt tilstand.
- Det er meget mærkeligt, og vi håber meget, at vi finder frem til Kim, siger Rasmus Nørup til avisen.
Vennen frygter, at Kim har været udsat for en trafikulykke.
Oplysninger i sagen til Silkeborg Politi på 114.



