En 41-årig mand i Ballerup fik en brutal start på dagen, da han tirsdag morgen var på vej på arbejde

- Kl. 06.26 blev han overfaldet på parkeringspladsen i Føllets Kvarter i Ballerup ud for nr. 1. Han stod ved bagagerummet til sin bil, da tre maskerede personer overfaldt ham med køller og kniv, fortæller efterforskningsleder Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi til bt.dk.

Den 41-årig mand blev kørt på Rigshospitalets traumecenter, hvor hans tilstand betegnes som kritisk.

- Han blev blandt andet ramt i hovedet med køllerne, ligesom han blev stukket i ryggen med kniv. En overgang blev han meldt i livsfare, men ifølge den seneste melding ser det ud til, at han overlever, fortæller Charlotte Skovby tirsdag formiddag.

Den 41-årige mand er i forvejen kendt af politiet for en række forskellige forhold, der ligger nogle år tilbage.

- Med hensyn til det mulige motiv til overfaldet arbejder vi ud fra nogle forskellige muligheder, men vi har endnu ikke lagt os fast på noget, siger efterforskningslederen.

De tre maskerede overfaldsmænd kørte efter overfaldet væk fra gerningsstedet i Ballerup i en bil, men politiet har foreløbig ikke mere detaljerede oplysninger. Derfor er Københavns Vestegns Politi meget interesseret i oplysninger fra eventuelle vidner på telefon 43 86 14 48.