Den 41-årige KJ, der er sigtet i bilbombesagen fra Randers juleaften er blevet fængslet i ca. fire uger og løslades først 23. januar. Det skete lidt før kl. 13.00 onsdag ved retten i Randers.

Han nægter sig fortsat skyldig, og hans forsvarer Henrik Brandt Madsen udtaler til B.T.:
 
- Betingelserne for varetægtsfængslingen er ikke opfyldt, mener vi. Der er ikke noget konkret, der forbinder min klient til gerningsstedet, så derfor har vi kæret til Vestre Landsret.

LÆS OGSÅ:

KJ, der fortsat nægter sig skyldig, sad under retsmødet og var meget berørt af situationen. Mens han gned sig i hænderne og kiggede mod dommerstolen, var kropssproget svært at tage fejl af. Han følte sig tydeligt uretfærdigt behandlet.

Anklageren havde efter grundlovsforhøret ikke mange kommentarer og ville hverken be- eller afkræfte, hvorvidt der var en forbindelse mellem den sigtede KJ og gerningsstedet på Vilhelm Thomsens Plads i det centrale Randers.

KJ blev tirsdag anholdt på sin bopæl nær Randers i går kl. 10.20 for at have forsøgt at bombe LJM og dennes treårige datter juleaften kl. 18.30 på den centrale Randers-plads.

LJM og datteren slap på mirakuløs vis uskadte fra bombeattentatet.