Omkring 400 familiemedlemmer, venner og bekendte samledes lørdag i en landsbykirke på Langeland for at sige et sidste farvel til den 23-årige kvinde, hendes 35-årige kæreste og deres ufødte søn, der på brutal vis blev skudt og dræbt af den 23-åriges ekskæreste den 17. april.

Den lille kirke var fyldt til sidste plads, og de, der ikke havde fået plads inde i kirken, måtte stå udenfor, hvor grå skyer sendte sporadiske regndråber over følget, mens de lyttede til sognepræst Hans Henrik Merrilds bevægende tale fra de højttalere, der var sat op uden for.

»Det er så tragisk og forfærdeligt, at vi ikke kan fatte det. De var kommet på plads i livet og havde så stor en kærlighed til hinanden og skulle være en lille familie,« sagde præsten i sin tale.

Drabet fandt sted om aftenen den 17. april, da den 25-årige gerningsmand var kørt ud til sin 23-årige ekskæreste for at aflevere deres fælles dater, som havde været på weekend hos sin far. Med et oversavet jagtgevær skød og dræbte han den 23-årige kvinde og hendes nye kæreste, mens den seksårige datter befandt sig i bilen.

Efter anholdelsen har den lille pige opholdt sig hos noget familie. Forud for begravelsen lørdag var hun sammen med de nærmeste taget til den lille landsbykirke for at tage en privat afsked med sin mor, stedfar og ufødte lillebror.

Inde i kirken lyste et farverigt blomsterhav kirkerummet op, og på stendigerne uden for kirken, var der også lagt smukke buketter, som de mange fremmødte til bisættelsen havde taget med som en sidste hilsen til de dræbte.

Da parret mistede livet, var den 23-årige kvinde gravid med deres første fælles barn. Et barn skabt i kærlighed til stor glæde for dem begge og særligt den 35-årige mand, der ikke har andre børn, sagde præsten i sin tale.

»Hans store drøm om at blive far stod for at blive opfyldt,« sagde Hans Henrik Merrild under den meget personlige ceremoni, der også rummede sange, der betød noget for parret.

Der blev sunget 'Jeg ved en lærkerede', og senere sang en af parrets gode venner Lionel Ritchies klassiker 'Easy like a sunday morning'. Familierne til de dræbte havde også valgt, at der skulle synges nogle udvalgte vers fra 'Det er så yndigt at følges ad'. Ifølge præsten havde de gjort det, fordi sangen skulle symbolisere kærligheden mellem parret, som mistede livet før de nåede at skrive deres kærlighedshistorie til ende.

Til tonerne af Rasmus Seebachs 'Tusinde farver' og de kimende kirkeklokker blev de blomstersmykkede kister båret ud til den ventende rustvogn, som langsomt kørte bort.

Sagen kort:

Den 17. april skød og dræbte en 25-årig mand sin 23-årige ekskæreste og dennes nye kæreste, en 35-årig mand, ved deres hjem på Langeland.

Drabet skete, da den 25-årige skulle aflevere sin seksårige datter efter endt samvær.

Den 25-årige mand blev ved et grundlovsforhør den 18. april varetægtsfængslet i fire uger. Han skal nu mentalundersøges. Han ønskede ikke at udtale sig under grundlovsforhøret, men har forklaret til politiet, at han affyrede mellem fire og fem skud, men at han ikke havde til hensigt at begå drab.