Ved du noget om sagen? Tip os på 1929@bt.dk eller via Facebook.

En 40-årig mand er natten til tirsdag blevet dræbt i Aalborg med flere knivstik.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse tidligt tirsdag morgen.

»Klokken 2.58 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om knivstikkeri i Aalborg. En 40-årig mand fra lokalområdet var blevet ramt af flere knivstik af en 22-årig mand, der ligeledes er fra lokalområdet,« skriver Nordjyllands Politi.

Den 40-årige mand blev ifølge politiet dræbt på stedet.

Baggrunden for drabet kan eller vil Nordjyllands Politi tidligt tirsdag morgen ikke fortælle mere om, oplyser vagtchefen til BT.

»Der er nogle omstændigheder i sagen, der gør, at vi ikke kan fortælle mere om, hvad der er sket på nuværende tidspunkt.«

Han fortæller dog, at der foreløbig er blevet anholdt en 22-årig mand, men vil ikke komme nærmere ind på, hvor i Aalborg drabet har fundet sted.

»Der er nogle helt tekniske ting, der gør, at jeg ikke kan komme ind på, hvor drabet er sket eller fortælle mere. Der vil komme flere oplysninger i løbet af formiddagen,« siger han.

/ritzau/