Den 38-årige Maria Louise Fiedler blev onsdag knivdræbt af det, politiet formoder er hendes forsmåede ekskæreste. Hun havde netop afleveret sin yngste søn i institution, da hun blev overfaldet.

En tragedie udspillede sig onsdag morgen i Kokkedal, da en 45-årig mand ved 7-tiden overfaldt sin ekskæreste foran Fakta ved Holmegårdscentret. Her tildelte manden - ifølge politiets sigtelse - den 38-årige Maria Louise Fiedler flere dræbende stik i halsen, så hun kort efter døde af sine kvæstelser.

Den 45-årige ekskæreste, der har tuneisk baggrund, blev kort efter anholdt tæt på stationen i Kokkedal. En scene, som en veninde til den dræbte overværede. Uden at ane, at hendes barndomsveninde 'Marlo' kort forinden var blevet dræbt. 

- Det er så uvirkelig for mig. Jeg står og ser manden blive trukket i en hvid overtræksdragt, og jeg tænker, at der må være sket et drab et sted. Nogen må være blevet dræbt. Så stiger jeg på toget og tænker ikke mere over det. Til jeg bliver ringet op og får at vide, at det er 'Marlo', siger Nabila Kehlet.
 
Maria Louise Fiedler havde forinden afleveret sin yngste søn på ni år i institution, og udover ham efterlader hun sig også en 15-årig datter, som skal konfirmeres i næste weekend.

- Hun var alene om sine børn, men hun var verdens bedste mor! De kom altid i første række, og hun havde altid overskud til at tage sig af andre, både som mor og som veninde, fortæller Nabila Kehlet.

Begge børn er fra et tidligere ægteskab. Men også forholdet til den nu anholdte ekskæreste var ifølge veninden for længst afsluttet.

- Vi havde netop sms'et sammen, og hun havde forsikret mig om, at de ikke længere var sammen. Hvorfor opsøger han hende? Hvad havde hun gjort? Hvorfor gør man sådan noget? Så er man da et lille sygt menneske! konstaterer veninden tørt.

Maria Louise Fiedler boede ikke langt fra gerningsstedet i en lille lejlighed i Skovengen. Et kvarter, der pga. uro gik under navnet 'Gaza-striben'. Men hun overvejede at flytte derfra af hensyn til sin datter, der om få år skal i gymnasiet.

- Jeg er så bekymret for hendes børn, og hvordan det skal gå dem nu. Også ekskærestens børn. Han havde selv tre. Så udover at have dræbt et andet menneske, har han også smadret sin egen familie for livet, siger Nabila Kehlet.

Onsdag blev der straks iværksat et kriseberedskab til at tage sig af børnene, oplyser Fredensborg Kommune.

- Der er blevet taget professionel hånd om kvindens to børn. De er et trygt sted lige nu, og de har fået psykologhjælp. Men vi har også taget os af elever og lærere fra børnenes to skoler, siger Thomas Hag, der er pressekordinator i Fredensborg Kommune.

Den 45-årige ekskæreste blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør onsdag eftermiddag.  Her blev han sigtet for manddrab efter straffelovens paragraf 237 og for ulovlig våbenbesiddelse. 

I retten nægtede den 45-årige sig skyldig. Han sagde, at han intet huskede fra gerningsøjeblikket, og at han i øvrigt ikke ville svare på spørgsmål. Dørene blev derefter lukket til retsmødet, og der blev nedlagt navneforbud.