Den 37-årige kvinde der i går blev dræbt af en psykiatrisk patient på Ringo var arbejdsmiljø-repræsentant i HUS 6, hvor hun blev stukket ned. Hendes opgave var blandt andet at sørge for medarbejdernes sikkerhed.

De ansatte på Ringo er dybt berørte af det tragiske drab på deres kollega. Der er kaldt vikarer ind for at erstattet de kolleger, der ikke magter at komme på arbejde og alle ansatte bliver tilbudt krisehjælp.

Det fortæller Centerchef på Ringbo, Jørgen Marthedal.

- Det har påvirket os alle sammen dybt. Vi er meget berørte af situationen. Det er dybt tragisk og meningsløst, det der er foregået, siger Jørgen Marthedal.

Den 37-årige kvinde døde for øjnene af sine kolleger, da hun ud af det blå blev overfaldet af en 72-årig svært paranoid mand, der stak hende med en kniv. Reddere forsøgte at give kvinden hjertemassage, men hun afgik ved døden som følge af hjertestop forårsaget af stikskaderne.
 
Ironisk nok var den 37-årige kvinde arbejdsmiljø-repræsentant på afdelingen og havde sammen med ledelsen ansvaret for at optimere de ansattes sikkerhed.

- Det er arbejdsmiljø-repræsentantens opgave ar forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. En del af det arbejder er løbende at vurdere, om vi har den nødvendige sikkerhed, siger Centerchef Jørgen Marthedal.

Sikkerhedsforanstaltningerne for de ansatte på Ringbo består blandt andet i overfaldsalarmer, som de ansatte kan trykke på, hvis patienter bliver voldelige. Derudover afholdes der kurser i konfliktnedtrapning og løbende drøftelser af, hvordan de ansatte undgår, at farlige situationer med patienter opstår.

- Hver dag året rundt er der episoder, og alle episoder bliver evalueret. Denne episode vil også blive analyseret med henblik på at undgå at noget lignende sker igen, siger Jørgen Marthedal.

Hvad kan man gøre for at undgå en lignende situation? Kunne man for eksempel give de ansatte stik-sikre veste?

- Det er for tidligt at sige noget om den konkrete episode, men generelt synes jeg man skal være påpasselig med at optrappe sikkerhedsforanstaltninger, for det er i realiteten også en konfliktoptrapning, og det skaber kun falsk tryghed, siger Jørgen Marthedal.

Den 72-årige erkendte i går drabet i et grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i surrogat på den lukkede psykiatriske afdeling i Ballerup.