Sag om vanrøgt af hunde kan være dobbelt så omfattende som hidtil antaget. Mindst 16 døde hunde er fundet.

Randers. En sag om vanrøgt af hunde kan vise sig at være mere omfattende end først antaget.

Efter at Østjyllands Politi og Dyrenes Beskyttelse 8. februar afhentede 27 vanrøgtede hunde på en ejendom ved Randers, har en bekymret borger henvendt sig til politiet.

Tippet affødte et besøg på en nærliggende adresse, og her fandt man yderligere 34 hunde, hvoraf nogle lå døde i plastikposer.

Dyrenes Beskyttelse mener, at mindst 16 hunde befandt sig i poserne foruden de 18 levende hunde, som blev fundet på adressen.

Det bringer det samlede antal hunde op på mindst 61, og dermed er der tale om den næststørste hundesag i nyere historie.

Den overgås kun af en sag fra Sydsjælland i 2015, hvor 91 vanrøgtede hunde blev fundet.

De levende hunde er blevet kørt til Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland. Tre af hundene måtte dog aflives, fordi de var forsømte og vanrøgtede.

En anden hund var så udmagret og dehydreret, at den nu får behandling, mens de resterende hunde efter omstændighederne har det godt.

Personalet på internatet fokuserer nu på at give dem så meget ro og pleje som muligt.

- Det er meget stille hunde. Det er tydeligt, at de har haft et traumatisk liv. De har tilbragt al deres tid i et bur uden mulighed for at komme ud, siger Lotte Brink, som er internatsleder i Nordjylland.

- Nu fokuserer vi på at give dem så meget kærlighed, pleje og stabilitet som muligt i de kommende dage. De skal langsomt vænnes til, at der er et liv uden for burene, og at der er mennesker, som vil dem det godt, siger hun.

/ritzau/