En 34-årig mand fra Lejre er i livsfare, efter han natten til mandag skød sig selv i hovedet.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til tv2.dk, at der formentlig var tale om et uheld, da våbnet gik af, fordi manden, der var beruset, fumlede med det.

- Der har været en betydelig mængde alkohol involveret, siger efterforskningsleder Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til tv2.dk tirsdag formiddag.

- Vi har netop talt med hospitalet, og han er stadig i live. Men hans tilstand er kritisk, fortsætter Ove Pedersen.

Uheldet skete på den sårede mands bopæl, hvor politiet anholdte en 32-årig mand, der var til stede, da våbnet gik af, og den 27-årige kæreste til den 34-årige mand. Begge er på fri fod igen.

BNB