32-årigs tilstand er 'stabil' efter overfald på café på Nørrebro

Der var formentligt flere gerningsmænd til knivstikkeriet på en mand på Nørrebro søndag morgen, vurderer politiet.

Den 32-årige, der har indvandrerbaggrund, blev ved firetiden stukket med kniv på Café Runddelen på Nørrebro og blev ramt flere gange i både ryg og bryst.

- Han er ramt af knivstik mange forskellige steder på kroppen, og vi tror, der har været flere om overfaldet, siger Robert Jensen, der er central efterforskningsleder i Københavns Politi til bt.dk.

Hele 27 gange blev en eller flere knive stukket i ham, oplyser politiet, der har fået oplysningerne om de mange knivstik af lægerne og retsmedicinerne på Rigshospitalet.

- Manden er nu overflyttet til intensiv afdelingen og hans tilstand beskrives som stabil, siger Robert Jensen.

Endnu er politiet ikke nærmere en opklaring af, hvad der forgik på værtshuset tidligt søndag morgen.

Selvom værtshuset var stopfyldt af gæster ud på de små timer søndag morgen, er politiet endnu ikke stødt på vidner, der så, hvad der skete med den 32-årige.

- Mange har set ham efter han var kommet til skade, men ikke inden, siger efterforskningslederen.

Politiets hundepatrulje leder søndag morgen stadig efter spor på værtshuset, mens gæsterne fra værtshuset bliver afhørt.

Politiet har ikke fundet nogle gerningsvåben.