Søndag morgen blev samleveren til den 32-årige kvinde, som blev fundet død i Greve lørdag formiddag, varetægtsfængslet til 22. december efter et grundlovsforhør i Retten i Roskilde.

Trods protester fra den fremmødte presse nedlagde dommeren navneforbud og lukkede døre til retsmødet. Men inden da blev sigtelsen mod den 35-årige mand læst op. Han sigtes for vold med døden til følge og efter straffelovens paragraf 245 stk. 1, som omhandler legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Den maksimale strafferamme er på seks år.

Både anklager og forsvarer var enige om de lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning af sagen. Anklager Trine Johansen fortalte i retten, at der stadig manglede at blive afhørt vidner i sagen. Ifølge hende var der familie til stede, da han blev anholdt. Forsvareren fortalte dommeren, at den sigtede mand ikke ønskede at udtale sig i sagen, hvis pressen var til stede. Han oplyste også, at den sigtede erklærede sig ikke skyldig i sigtelsen.

Den sigtede mand var iført en mørkeblå sweater, sorte bukser og maosko, da han trådte ind i retslokalet. Håret var kort  mørkt og vådt, da det havde øset ned i tiden op til retsmødet søndag formiddag.

Lørdag morgen blev den 32-årige kvinde fundet død i sin seng i sit hjem i Greve. Det var samleveren, der havde kontaktet politiet. Men kort efter deres ankomst til adressen, valgte politiet at anholdte ham, fordi de fandt dødsfaldet mistænkeligt. Det skete klokken 10.14.

Politiet oplyste senere samme dag, at der var nogle mindre skader på offeret, som tydede på, at hun havde været udsat for vold. Politiet vil ikke komme nærmere på, hvilke skader, der er tale om. Kvinden er mor til to børn, som hun har sammen med den anholdte. De er nu er anbragt hos familie.

Det er planlagt, at kvinden skal obduceres mandag for at komme frem til den egentlige dødsårsag.

Retsmødet sluttede med, at den 35 årige mand blev varetægtsfængslet til 22. december.