En 31-årig mand blev mandag aften stukket ned af en gruppe mænd på Vesterbro i København.

Natten til tirsdag har Københavns Politi ikke foretaget nogen anholdelser i sagen, men overfaldet er blevet optaget på et kamera, og politiet har flere gode spor at gå efter.

»Vidner har fortalt os, at en gruppe mænd observerede en opgang inden overfaldet fandt sted. De overfaldt så offeret, da han forlod ejendommen,« siger vagtchefen ved Københavns Politi, der er fortrøstningsfuld i forhold til at pågribe gerningsmændene.

»Vi har blandt andet optagelserne af overfaldet og gode vidneforklaringer, men vi er ikke parate til at melde noget ud om den videre efterforskning endnu,« siger vagtchefen.

Offeret er angiveligt blevet stukket med kniv fire gange. Han er uden for livsfare.

BNB