En 31-årig mand blev natten til onsdag stukket ned på Klostertorvet i Aarhus.

Knivstikkeriet fandt sted omkring klokken 01.30, og manden blev stukket én gang i brystet og to gange i ryggen, skriver Århus Stiftstidende.

Østjyllands Politi har anholdt en 38-årig mand i sagen. Begge mænd kommer fra Aarhus.

Den anholdte sigtes for forsøg på manddrab og fremstilles i grundlovsforhør onsdag eftermiddag ved Retten i Aarhus. Ved grundlovsforhøret vil der blive anmodet om lukkede døre, og derfor har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen.

Den 31-årige mand meldes uden for livsfare.

BNB