Krigsveteranen, der tirsdag blev sigtet for en række bombetrusler, er ikke et enestående tilfælde, vurderer talsmand for Veteranalliancen

Det er langtfra første gang. Og formentlig heller ikke sidste gang at en dansk krigsveteran, med psykiske ar på sjælen tyer til opsigtsvækkende handlinger i et desperat råb om hjælp.

Det vurderer Claus Stenberg, talsmand for organisationen Veteranalliancen, der kæmper for bedre vilkår for netop danske krigsveteraner.

»Det er ikke mere end et par år siden, at vi så en ung veteran sende bombetrusler, og vi har siden da oplevet flere eksempler, hvor veteraner har begået andre former for kriminalitet, som i virkeligheden har været et råb om hjælp. Nogle veteraner når helt derud, hvor de mister evnen til at søge hjælp hos venner, familie, hos kommunen eller i sidste ende ved at lade sig indlægge,« siger Claus Stenberg til BT.

Frem til 9. november skal den 31-årige danske krigsveteran sidde varetægtsfængslet, sigtet for at stå bag en byge af bombetrusler. Trusler, der mandag førte til, at flere offentlige steder blev evakueret og lukket helt ned i timevis, mens bombehunde undersøgte stederne for sprængstof.

Ingen af stederne blev der fundet mistænkelige forhold.

Mistede kontakt med familien

Den sigtedes familie har efterfølgende beskrevet, hvordan de pludselig mistede al kontakt til den 31-årige for nogle år siden, hvorefter han gradvist har isoleret sig mere og mere fra omverdenen. Han lider desuden af ptsd, efter sin udsendelse til Afghanistan.

Claus Stenberg kender ikke den sigtede personligt, men har været i kontakt med flere, der kender den 31-årige, blandt andet fra tiden som udsendt i Afghanistan.

»Han bliver beskrevet som værende godt begavet, og at han var en dygtig soldat. Han var udsendt på hold fem i Afghanistan, som var et af de tidligere hold, der var dernede. Og lige netop hans deling var temmelig hårdt ramt, hvor én blev dræbt, og en anden fik sprængt benene af. Så han har set nogle grimme ting dernede,« siger Claus Stenberg.

Ptsd kan ulme i årevis

Han understreger, at der dog er tale om et meget lille fåtal af danske krigsveteraner, der når så langt ud, at de isolerer sig selv fuldstændig, for til sidst at ty til kriminalitet for at få opmærksomhed. Men han frygter, at vi kommer til at opleve en markant stigning blandt de danske veteraner fra krigene i Irak og Afghanistan, som måske endnu ikke har fået konstateret ptsd.

»Ptsd kan jo godt ligge og ulme under overfladen i årevis. Men en enkelt begivenhed som en skilsmisse eller en fyreseddel fra jobbet kan være den udløsende faktor, der får det til at bryde ud. Og så kommer angsten, depressionen og lysten til at isolere sig. Og så har man pludselig rigeligt med ’point’ på kontoen til en diagnose,« siger Claus Stenberg.