En 31-årig mand er tirsdag blevet dømt for en særpræget form for hærværk af Retten i Aalborg.

Manden har gået rundt i IKEA i Aalborg og tegnet små billeder af tissemænd på udstillingsmøblerne, fortæller anklager Rikke Poulsen fra Nordjyllands Politi.

»Han har brugt de små træblyanter, som er tilgængelige i IKEA, til at tegne op mod 30 penisser på vægge og reoler rundt omkring i varehuset,« siger hun.

IKEA mente dog ikke, mandens peniskunst var værd at samle på, og derfor politianmeldte man ham for hærværk.

»Den 31-årige har erkendt at stå bag disse tegninger. Dog ikke så mange som op til 30. Han er ikke tidligere straffet, og han har forklaret, at han gjorde det, fordi han havde set lignende tegninger i IKEA. Han har fortrudt, men derfor er det stadig hærværk, som han har begået,« siger Rikke Poulsen.

Den 31-årige penistegner, der har fået 20 dages betinget fængsel, har udbedt sig betænkningstid til at overveje, om han vil anke dommen til landsretten.

BNB