En 31-årig mandlig knallertkører mistede livet torsdag eftermiddag, da han blev påkørt bagfra af en bus i Skørping mellem Hobro og Aalborg. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Den kvindelige buschauffør havde angiveligt overset manden på grund af en lavtstående sol.

»Hun er selvfølgelig chokeret over ulykken, og hun fortæller, at hun ikke havde set ham, fordi hun havde solen i øjnene,« siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Knallertkøreren døde på stedet.

Politiet oplyser samtidig, at en bilinspektør vil undersøge omstændighederne omkring ulykken.

En anden mandlig knallertkører afgik tidligere torsdag ved døden i Esbjerg, da han ikke overholdt sin vigepligt.

BNB