En 31-årig mand mistede torsdag livet, da han på sin knallert blev påkørt af en bus på Skibstedvej 45 i Skørping mellem Hobro og Aalborg.

Ulykken skete på landevejen omkring klokken 15.30, og det er formentlig en lavthængene sol, der har fået buschaufføren til at overse knallerten.

Det oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi, der ikke har yderligere kommentarer til ulykken.

Også en 40-årig mand er torsdag eftermiddag afgået ved døden i en trafikulykke. Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi over for Berlingske Nyhedsbureau.

Ulykken skete omkring klokken 14 i krydset mellem Sjællandsgade og Gormsgade i Esbjerg.

»Knallertkøreren overser en tværgående bil, der kommer kørende fra Gormsgade. Knallertkøreren har vigepligt, men overser den som sagt og kører ind i bilen. Han bliver erklæret død på stedet,« siger vagtchefen.

Der har efterfølgende været en bilinspektør ude at undersøge ulykkestedet.

Føreren af bilen slap uskadt fra ulykken.

De pårørende til begge dødsulykker er blevet underrettet.