En 31-årig dansk mand er blevet overfaldet og udsat for røveri i Ukraines hovedstad Kiev.
Det oplyser Rigspolitiet på Twitter.
Dansk politi tweeter fra Ukraine under hele EM-tuneringen, og her fremgår det, at danskeren blev udsat for røveri, efter at havde kørt i pirattaxa i byen.
- Manden var beruset og har sat sig ind i en pirattaxa alene. Herefter har chaufføren kørt ham ud i en skov, hvor han er blevet sparket af to personer og frarøvet sin bæltetaske, siger politiinspektør Allan Nyring til bt.dk, der er blandt de 12 danske politifolk, der er taget med til EM.
Han fortæller, at den danske fodboldfan nu er indlagt.
- Han har brækket næsen, og hvorvidt han bliver udskrevet i dag, det ved vi ikke endnu, siger han til bt.dk
Ifølge politiet var der både penge og manden pas i bæltetasken.
Hos Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter man, at der har været en hændelse med en dansk statsborger på rejse i Ukraine. Men UM ønsker ikke at komme med detaljer om, hvad vedkommende har været udsat for, eller hvordan han har det nu.
- Vi kan kun bekræfte, at der har været en hændelse med en dansk statsborger, lyder det fra vagthavende i Udenrigsministeriet.
Ministeriet har ydet 'konsulær bistand' i sagen. Det er uvist, hvad betegnelsen dækker over i det konkrete tilfælde, men det vil typisk være hjælp til kontakt til pårørende i Danmark og udstedelse af et nyt pas.
Episoden får nu dansk politi til at opfordre de danske fodboldfans i Ukraine til at gå langt uden om pirat-taxaer. Politiet råder også alle danskere til at lade være med at færdes alene i Kiev.
- Det er vigtigt at understrege, at vi ellers kun har haft positive oplevelser herude. Folk fortæller os, at de føler sig trygge og meget sikre her. Men vi advarer folk om at køre alene med pirattaxerne, siger politiinspektør Allan Nyring til bt.dk.
VED DU NOGET? HAR DU NOGEN OPLYSNINGER? KONTAKT BT PÅ 1929@BT.DK



