En 30-årig mand er sigtet for at have knivstukket sin ekskæreste flere gange, efter hun var afgået ved døden, i et forsøg på at overholde deres aftale.

Der var formentlig ikke tale om drab, da en 30-årig succesfuld iværksætter tidligt om morgenen 4. maj i København stak sin eks-kæreste flere gange med en kniv.

I stedet forsøgte han efter alt at dømme at overholde en aftale med kvinden om, at han skulle hjælpe med at slå hende ihjel efter hendes eget ønske.

Det fremgår af sagens retsbog, som BT har fået indsigt i.

Da Københavns Politi tidligt om morgenen 4. maj rykkede ud til kvindens lejlighed på Nørre Allé på Nørrebro, betegnede det i første omgang hendes død som ’mistænkelig’.

Efter det indledende ligsyn anholdt politiet den 34-årige kvindes ekskæreste, den 30-årige, succesfulde iværksætter SE, som hun havde haft tæt kontakt med lige til sin død, og sigtede ham for drab.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør, men dommeren fandt ikke, at der var beviser nok til at varetægtsfængsle ham. I stedet blev anholdelsen opretholdt i 72 timer, mens politiet undersøgte dødsfaldet nærmere.

Da den 30-årige mand tre dage senere igen stod for en dommer var sigtelsen ændret. Fra at være sigtet for manddrab var han nu også sigtet for at have forsøgt at dræbe sin 34-årige ekskæreste på hendes egen begæring.

Dog lykkedes det tilsyneladende ikke den 30-årige mand at efterkomme kvindens ønske om at slå hende ihjel. Hun var allerede død, da han stak hende første gang, fremgår det af retsbogen.

Den 30-årige iværksætter er derfor sigtet for:

’At have forsøgt at dræbe TVL (den 34-årige kvinde, red.), der havde fremsat bestemt begæring herom, idet han tildelte hende flere knivstik i brystet, i den hensigt at hun skulle dø, hvilket forehavende mislykkedes, idet TVL allerede var afgået ved døden’.

Af kendelsen, som retten afsagde, da han blev løsladt, fremgår det, at der efter rettens opfattelse ikke var begrundet mistanke om, at den 30-årige mand havde begået manddrab, men at han efter egen forklaring og obduktionen af sin ekskæreste havde stukket den afdøde kvinde på hendes egen begæring.

Den 30-årige mand, der er en tidligere succesfuld iværksætter, som har været omtalt i både danske og udenlandske medier, blev efter grundlovsforhøret 7. maj løsladt.

’Der er ikke bestemte grunde til at antage, at anholdte på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen (af efterforskningen, red.), navnlig ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre,’ star der i retsbogen.


Hvorfor parret havde indgået en aftale om, at den 30-årige SE skulle tage livet af sin ekskæreste, vides ikke.