Den 30-årige fører af den stjålne kassevogn, der tirsdag kørte frontalt ind i og dræbte den 36-årige familiefar Bo Sandgaard, er stadig i livsfare.

Det fortæller Henning Præstegaard fra Herning Politi.

- Den seneste melding, vi fik fra sygehuset var, at føreren stadig er i livsfare, men vi forventer at få mere at vide i dag, om hans status. Han har ligget i kunstig koma siden i aftes. Derfor har vi naturligvis ikke kunne afhøre ham endnu, siger han.

Ulykken skete på vejen mellem Nr. Felding og Klejnstrup i Holstebro, hvor en fører af en stjålen kassevogn kører sammen med sin ven, der kører på en stjålet Suzuki.

På et tidspunkt trækker kassevognen ud i overhalingssporet, og kører frontalt ind i og dræber den 36-årige i sin personbil.

Motorcyklisten undgår ulykken og kører op for at tjekke til sin ven i kassevognen, der dog er slået bevidstløs. Da ambulancerne kommer, stikker han af.

Motorcyklisten stod selv frem, efter politiet havde efterlyst ham, og han er nu blevet afhørt af politiet og sigtet for brugstyveri af den stjålne Suzuki.

Selv om føreren af kassevognen ikke er afhørt endnu, forventer politiet, at han bliver sigtet for uagtsomt manddrab.

-  Ifølge de vidner, der har været på stedet, så foretager føreren af kassevognen en overhaling, hvor der kommer en modkørende. Så det vil der være tradition for, at føreren af kassevognen bliver sigtet for uagtsomt manddrab, siger han.