3-årig død i brand: Forældre forsøgte forgæves at redde søn

En 3-årig dreng er død i en brand i et parcelhus i Husby.

Midt- og Vestjyllands Politi modtog i morges kl. 8.06 anmeldelse via alarmcentralen om, at der var udbrudt brand i et parcelhus på Stabyvej i Husby vest for Holstebro.

I huset var to voksne personer på 54 og 41 år samt deres 3-årige søn.

Begge forældre forsøgte forgæves at nå ind til sønnen, men de blev begge brand- og røgskadede under forsøget, og barnet blev først reddet ud af en af brandvæsenets røgdykkere, der med risiko for sig selv gik ind i det brændende hus og hentede drengen, der i ambulance blev kørt til Regionshospitalet i Herning, men han var formentlig allerede død i huset.

Begge forældre er også kørt til hospitalet.

Branden er endnu ikke slukket, og politiet opretholder afspærringer på stedet for at sikre brandvæsenet plads til slukningen.

Der er i øjeblikket færdselsregulering i krydset Klitvej/Stabyvej, og den forventes at blive opretholdt et stykke tid endnu.

Brandårsagen er endnu ukendt, oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Knud Gramstrup Lauridsen.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her