Den 29-årige mand, der onsdag kom i klemme under en bil på Lolland, er uden for livsfare.

Ifølge Stefan Jensen, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, har politiet fået oplyst fra Rigshospitalet, at den 29-årige har fået alvorlige kvæstelser, og at han skal gennemgå flere operationer. Han er dog ikke længere i fare for at miste sit liv.

Folketidende.dk kunne tidligere onsdag fortælle, at den 29-årige sammen med en 74-årig mand var i færd med at skrotte en bil på en ejendom uden for Øster Ulslev, da bilen pludselig væltede ned over dem.

»Det alvorlige uheld skete tilsyneladende, da de to mænd havde løftet den ene ende af personbilen med en kran på en lastbil,« siger vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til folketidende.dk.

Den 74-årige slap med lettere men fra ulykken og kunne nøjes med en tur til det lokale sygehus, mens den 29-årige blev fløjet til Rigshospitalet i København.

BNB