En 29-årig kvinde har mistet livet i en brand i en lejlighed på Skovvejen i Kolding.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Alarmen gik omkring klokken 21 onsdag aften. Kvinden, der boede i lejligheden, blev fundet død af røgdykkere.

En 32-årig mand, der boede sammen med kvinden, er svært medtaget efter branden, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Svend Pedersen.

Han blev fløjet til Rigshospitalet.

Torsdag morgen er der ikke nyt om hans tilstand.

Ifølge vagtchefen formoder man, at årsagen til branden var en tabt cigaret i en sofa.

- Men det skal nu undersøges nærmere af brandteknikere. De går i gang i løbet af formiddagen, siger han.

Røgen spredte sig ud i opgangen, men ingen af de øvrige beboere i egendommen kom noget til. De er alle tilbage i deres lejligheder. 

BNB