En 28-årig mand blev fredag fundet skyldig i en sag om narkokriminalitet og skal nu syv år bag tremmer.

En domsmandsret fandt det bevist, at manden tre gange havde overdraget i alt omkring fire kilo amfetamin. Derudover havde han gravet 1.325 gram af det narkotiske stof MDMA ned med henblik på at videreoverdrage det.

Den 28-årige var på gerningstidspunktet tilknyttet banden Værebros Hårde Kerne.

Han blev også krævet udvist af Danmark i forbindelse med sagen, men det krav kom anklageren ikke igennem med.

Retten har konfiskeret narkotika og 200.000 kroner, som politiet havde fundet på manden.

Han har anket dommen til Østre Landsret.

BNB