Kender du den 28-årige mand? Så vil BT meget gerne høre fra dig. Du kan sende dit tip til os på e-mail eller via Facebook.

En 36-årig polak havde fået sig en del at drikke søndag aften, før han satte sig ind bag rattet i sin bil i nærheden af Bording.

Den 36-årige polak slingrede voldsomt med bilen, der havde et punkteret fordæk. Han kørte så dårligt, at en 28-årig mand fra Gjellerup følte sig nødsaget til at foretage en civilanholdelse søndag aften omkring 22.30.

Det skriver TV Midtvest.

Den polske mand blev tilbageholdt af den 28-årige mand, indtil politiet ankom. Efterfølgende har en blodprøve påvist, at polakken havde en promille på 2,99. Den højest tilladte promille for førere af motorkøretøjer i Danmark er 0,5.

»Det er en rigtig høj promille og bestemt ikke hverdagskost, så han fik lov til at sove rusen ud i detentionen, mens vi beslaglagde den polskregistrerede bil,« siger Bent Smedegård fra lokalpolitiet i Herning til mediet.

Spritbilisten får en stor bøde samt en ubetinget frakendelse af sit kørekort i Danmark.