Den 27-årige mand, der torsdag afgik ved døden efter at være blevet ramt af skud på Frederiksberg, hedder Zaid Mohammed Al-Kayssi. Han kendte et andet offer i den verserende bandekonflikt.

Politiet har netop offentliggjort navnet på den dræbte. Der er tale om Zaid Mohammed Al-Kayssi. Han blev skudt i brystet onsdag aften nær sin arbejdsplads, sengeforretningen Drømmeland på Frederiksberg. Torsdag døde han på Rigshospitalet.

- Københavns Politi har af hensyn til efterforskningen og opklaringen af sagen valgt at offentliggøre identiteten på dræbte, og håber der igennem at få yderligere oplysninger om motivet eller andre informationer, der kan lede politiet på sporet af gerningsmanden, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Blandt den dræbtes 690 facebook-venner var 21-årige Jonathan Taborysky, der blev likvideret 11. januar foran et pizzaria ved Høje Gladsaxe. Det er uvist, hvor godt de to kendte hinanden.





Billeder på hans facebook-profil viser Zaid Mohammed Al-Kayssi sammen med flere medlemmer af banden Værebros Hårde Kerne, VHK, skriver TV2.dk. Hans profil på facebook tegner dog også et billede af en seriøs mand, der har læst på Lyngby Handelsskole og passede sit job.

Vidner eller andre med informationer om hændelsen eller gerningsmanden bedes rette henvendelse til Københavns Politi på 114 eller 33141448 lokal 4914.