København: Unge har angiveligt hostet op med mellem 1500 og 20.000 for at komme ind på drømmeuddannelsen.

Politiet mener, at en 27-årig bagmænd sammen med to jævnaldrende mellemmænd har solgt falske eksamensbeviser. I april ransagede politiet deres adresser.

- Vi fandt ting, der bestyrkede vores mistanke, siger politikommissær Thomas Dürr fra Københavns Politi, der af hensyn til efterforskningen ikke vil uddybe, hvad der blev fundet ved ransagningen.

De falske beviser er blevet brugt til at søge ind på Copenhagen Business School, Copenhagen Business Academy, Professionshøjskolen Metropol og Københavns Universitet.

I alt 27 personer er sigtet i sagen. Flere af de sigtede ansøgere havde ikke en gymnasial eksamen, mens andre har en gymnasial eksamen med et væsentligt lavere karaktergennemsnit end det, der fremgik af det uægte bevis.

Sagen startede i 2013, hvor Styrelsen for Videregående Uddannelser fik mistanke om, at 19 personer havde søgt ind på en videregående uddannelse med uægte eksamensbeviser.

Det faldt i øjnene, at flere af eksamensbeviserne fra ansøgerne lignede hinanden. Desuden trak 14 deres ansøgninger allerede inden studiestart. Det skete fra samme domæne.

- Der kommer en mail om, at man trækker sig fra studiet. Det virkede underligt. Sådan bliver man opmærksom på det, siger Thomas Dürr.

Politiet ved ikke, hvorfor de 14 trak deres ansøgninger. Siden har politiet fundet ud af, at yderligere fem skal have søgt ind med falske beviser. Kun en enkelt læste dog stadig på sit studie, da personen blev sigtet.

Der er gået hele tre år, fra sagen blev meldt til politiet, til de 27 personer er blevet sigtet. Det skyldes ressourcemangel hos politiet, fortæller Thomas Dürr.

Anklagemyndigheden skal nu tage stilling til, om der skal rejses tiltale mod de 27 personer.

/ritzau/