Torsdag anholdt politiet på Københavns Vestegn 26 personer for systematisk svindel med skat og moms.

Et nedrivningsfirma på den københavnske vestegn er mistænkt for omfattende snyd og svindel med skat og moms.

Det oplyser Vestegnens Politi på sin hjemmeside.

Politiet anholdt torsdag 26 personer i sagen.

Der er tale om en såkaldt kædesvigsag, hvor 11 af de anholdte sigtes for at være bagmænd eller stråmænd.

De fremstilles i grundlovsforhør fredag, hvor politiet vil kræve dørene lukket.

De sidste 15 sigtes for at udføre sort arbejde, socialt bedrageri eller skattesnyd. De vil blive løsladt, når deres kommune eller arbejdsløshedskasse er underrettet.

Fælles for alle de anholdte er, at de i flere år systematisk har svindlet med skat og moms.

Det er foregået via en kæde af selskaber. Firmaerne har dermed på to år haft en omsætning på cirka 42 millioner kroner, som der ikke er betalt moms og skat af.

- Det betyder, at statskassen er blevet snydt for moms og skat for over 26 millioner kroner, udtaler efterforskningsleder Carsten Jansson, Afdelingen for Organiseret Kriminalitet, på Københavns Vestegns hjemmeside.

- Der er tale om alvorlig, organiseret og økonomisk kriminalitet med en straframme på op til otte års fængsel, siger efterforskningsleder Carsten Jansson.

Aktionen er kulminationen på flere måneders intens efterforskning. Flere adresser blev ransaget, og politiet har beslaglagt computere og dokumenter, som nu skal undersøges nærmere. Ligeledes er flere beløb på bankkonti i pengeinstitutterne blevet indefrosset.

Udgangspunktet i sagen er et nedrivningsfirma på Vestegnen, som blev oprettet i juni 2010.

Mændene bag mistænkes for systematisk svindel med moms, skat og sort arbejde via en kæde af skraldespandsselskaber.

Svindlen er foregået ved, at firmaet byder ind på og får diverse nedrivningsopgaver. På papiret har firmaet dog ikke selv ansat folk og hyrer diverse underleverandører til at løse opgaverne.

Underleverandørerne er dog såkaldte skraldespandsselskaber, og firmaet har folk ansat sort til at udføre arbejdet.

Når nedrivningen er udført og betalingen i hus, ryger pengene direkte videre fra firmaet til skraldespandsselskaberne.

Her hæver stråmænd løbende pengene kontant. De ansatte aflønnes sort og bag- og stråmænd scorer selv resten uden om skattevæsnet.

Københavns Vestegns Politi forventer at sigte yderligere cirka 30 personer i sagen.