En ung pige på blot 13 år har angiveligt været holdt fanget hjemme hos en 26-årig mand.

Det kom frem, da sagen mod manden blev forsøgt gennemført som en tilståelsessag i Retten i Haderslev i sidste uge. Det skriver JydskeVestkysten.

Der sad den 26-årige mand fra lokalområdet tiltalt for ti forhold omhandlende sædelighedsforbrydelser. Blandt andet for samleje med den 13-årige pige, for tre yderligere forsøg på samleje med piger under 15 år og for blufærdighedskrænkelse af en blot 11-årig og en 14-årig pige.

Derudover er han også tiltalt for at have været i besiddelse af børneporno.

Men sagen mod ham endte med at blive udsat, skriver JydskeVestkysten. For den 26-årige kunne ifølge sin forsvarer - Sigurd Trolle - kun erkende sig skyldig i dele af sagen. Blandt andet i forholdet med den 13-årige pige og to forhold om besiddelse af børneporno.

Han kunne kun delvist erkende fire andre forhold, mens han helt nægtede sig skyldig i de sidste tre forhold.

Det fik sagens anklager - Pernille Bach - til at konstatere, at der i så fald slet ikke havde været grund til at mødes til en tilståelsessag, og dommer Leon Fredgaard besluttede til sidst at udsætte sagen, så den i stedet senere kan føres med domsmænd og vidner.

De fem piger, som skulle være blevet krænket af manden, var i alderen mellem 11 og 14 år, da det skete, skriver JydskeVestkysten. Den 26-årige mand blev anholdt i januar og sad efterfølgende varetægtsfængslet indtil juni.