En 25-årig syrisk mand er fundet skyldig i at have slået sin storesøster ihjel sidste år. Han skal 13 år i fængsel og udvises af Danmark, oplyser politiet.

Drabet skete i en lejlighed i Horsens i december sidste år, og mandag er en 25-årig syrisk mand fundet skyldig i at stå bag den voldelige handling, som kostede hans storesøster livet.

Den 25-årige lillebror dræbte ifølge Sydøstjyllands Politi sin 28-årige storesøster med adskillige knivstik 29. december 2014. Han blev efterfølgende varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling på Horsens Sygehus. Her flygtede manden dog fra i juni i år, blev efterlyst af politiet og efterfølgende fundet i Grækenland. Retten har derfor også fundet manden skyldig i flugt.

»Udover fængselsdommen er den 25-årige mand desuden frakendt retten til at modtage ydelser efter søsterens død, herunder retten til arv, forsikringssummer og pensioner – og han er udvist fra Danmark med indrejseforbud for bestandig,« siger Anna Holm, der er anklager for Sydøstjyllands Politi, i en skriftlig kommentar.

Den 25-årige blev ifølge bt.dk fundet i Grækenland, efter han selv rettede henvendelse til den danske ambassade i Athen, fordi han var løbet tør for medicin og gerne ville have hjælp. Han blev efterfølgende fængslet i surrogat på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han har siddet frem til mandagens afgørelse.

Manden modtog dommen i retten og skal nu afsone direkte i et dansk fængsel, hvorefter han udvises fra Danmark med indrejseforbud for bestandig, oplyser politiet.