24-årige BK fra Horsens erkender, at det var ham, der dræbte sin 28-årige søster ved et knivstikkeri på Sønderbrogade i Horsens natten til mandag.

Det oplyste den 24-åriges advokat, da hans klient blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens mandag middag sigtet for drabet.

»Han erkender manddrab, men angiver at det i et vist omfang er sket i selvforsvar,« sagde advokat Thomas Kelstrup, da anklageren havde læst anklageskriftet op.

LÆS OGSÅ:

Den 24-årige var iført sort joggingtøj og badetøfler, da han med slæbende skridt blev ført ind i den lille retssal A i Retten i Horsens. Hans venstre hånd var forbundet, muligvis som følge af nattens voldsomme begivenheder.

Det var en beboer i opgangen  på Sønderbrogade, hvor drabet fandt sted, der slog alarm til politiet klokken 00.18 natten til mandag. I første omgang lød anmeldelsen på, at en person var kommet til skade. Det gik dog hurtigt op for betjentene, at der var tale om et knivstikkeri.

Den 28-årige kvinde, der havde fået flere knivstik i halsen og hovedet, blev kort efter erklæret død af en læge, der var blevet kaldt til stedet.

Den 24-årige bror til den dræbte blev kort efter anholdt i ved Horsens Sygehus, hvor han var søgt hen for at få behandling for nogle skader, som han muligvis har pådraget vil knivstikkeriet.

LÆS OGSÅ:

Selvom den sigtede erkender drabet, har dommeren på anklagerens begæring besluttet, at grundlovsforhøret skal holdes bag lukkede døre. Derfor er der ikke kommet oplysninger frem om motivet, ligesom kun den sigtede ved, hvad der præcist skete i det skæbnesvangre øjeblik, hvor han dræbte sin søster.

Heller ikke politiet ønsker at komme nærmere ind på motivet til drabet.

»Vi kan ikke sige noget om motivet til drabet endnu, da vi stadig har mange, vi skal have afhørt, blandt andet broderen selv,« fortalte efterforskningsleder Carsten Thostrup tidligere mandag.