Vestre Landsret har torsdag kendt 23-årige Fisnik Kriezi skyldig i voldtægter af to teenagepiger.

Oprindeligt var han tiltalt for vold og voldtægt af fire piger, men et nævningeting i Vestre Landsret frifandt den 23-årige mand, der stammer fra Montenegro, for overgrebene mod to af pigerne.

Voldtægterne, truslerne og volden fandt sted i perioden 2009 til 2011 på flere adresser i Sønderjylland.

Sagen begyndte at rulle i 2011, da en af pigerne sammen med sine forældre og en gademedarbejder henvendte sig til lokalpolitiet i Aabenraa. Her fortalte hun om Kriezis overgreb. Politiet fik efterfølgende kontakt til de tre andre piger og i december 2012 blev han anholdt.

I efteråret 2013 blev Fisnik Kriezi ved Retten i Sønderborg kendt skyldig i voldtægt og voldelige overgreb mod pigerne. Det takserede det enige nævningeting dengang til otte års fængsel og udvisning af Danmark.

Fisnik Kreizik har hele vejen igennem nægtet sig skyldig i voldtægt, men erkendt at han har haft sex med pigerne. I byretten sagde han, at han kan få så mange kvinder, at det slet ikke er nødvendigt for ham at gribe til voldtægt.

- Hvis en pige siger nej, så tager jeg det nej. Jeg er ikke så desperat, at jeg skal voldtage en pige, har han blandt andet udtalt.

Forsvarer og anklager i sagen er nu i gang med deres procedurer for, hvilken straf de mener, at Fisnik Kriezi skal have. Der udmåles en straf for den 22-årige mandag klokken 12.