Politiet havde video og billeder af 30 stenkastere, efter de ryddede Pusherstreet den 17. juni. Nu har de anholdt 21, der alle sidder varetægtsfængslet.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet bad den 4. august offentligheden om hjælp til at identificere 16 stenkastere, der angreb betjentene, mens de tømte Pusherstreet. Politiet havde selv identificeret 14 stenkastere. Nu er 21 af de i alt 30 stenkastere varetægtsfængslet.

Det var med hjælp fra offentligheden, at politiet fik identificeret 12 af de 16 personer. Det betyder nu, at fire stadig er efterlyst, ligesom fire mangler at blive identificeret.

»Vi var selvfølgelig meget spændte på, hvad det ville give af respons fra borgerne, når vi sendte så mange efterlysninger ud på samme tid. Men antallet af henvendelser har været overvældende og har bidraget til, at vi har identificeret yderligere 12 gerningsmænd til vold mod politiet,« siger leder af Task Force Pusherstreet, Dannie Rise.

Han fortæller også, at flere af gerningsmændene har meldt sig selv til politiet, og at de håber, at de sidste gerningsmænd vil gøre det samme i kølvandet på deres nye pressemeddelelse.

Politiet er stadig i gang med efterforskningen af de mange stenkast, og det betyder, at der stadig dukker nye stenkastere op, når videomaterialet bliver gennemgået. De kan alle forvente et besøg fra ordensmagten, ligesom de vil blive stillet for en dommer.

For der er absolut ingen tolerance overfor vold mod tjenestemænd – og slet ikke af denne karakter. Det fortæller Dannie Rise, der er helt målløs.

»Det at angribe og forsøge at skade en politibetjent, der blot passer sit arbejde, er komplet uacceptabelt. At folk kan opføre sig så hensynsløst, og at man kan få sig selv til - uden tanke for et andet menneskes liv og førlighed - at kaste en flere kilo tung sten mod et andet menneske, kan til stadighed godt chokere mig. Der venter disse mennesker ubetingede fængselsstraffe og vi håber, at det fremover vil give stof til eftertanke hos de mennesker, som kan få den tanke, at kaste med sten mod politiet,« siger Dannie Rise.