En 21-årig mand blev skudt i benet, efter at han havde slået hånden ned i taget på en bil i Albertslund.

København. Københavns Vestegns Politi er søndag morgen ikke kommet nærmere anholdelsen af en mand, der lørdag aften skød en anden mand i benet.

- Vi er ikke blevet en pind klogere, siger vagtchef Peter Grønbek.

Skuddet faldt i Bækgården i Albertslund, hvor en større gruppe var forsamlet.

- På et tidspunkt slår en 21-årig mand hånden ned i taget på en bil. Det får dem i bilen til at stige ud og skyde ham i benet, fortæller vagtchefen.

Efter skyderiet kørte bilen fra stedet.

Da politiet kort efter dukker op udvikler situationen sig, og der bliver kastet flere sten mod betjentene. Ingen bliver dog ramt af stenene, og politiet har ikke anholdt nogen for stenkastene.

Søndag morgen har politiet ikke noget signalement af gerningsmanden, og det eneste, man kan sige om bilen, er, at den var mørk.

Næsten som vanligt i skudsager har offeret heller ikke været til megen hjælp.

- Han har ikke været særlig meddelsom, siger Peter Grønbek.

Ifølge vagtchefen er den 21-årige ikke kendt af politiet for alvorlig kriminalitet.

/ritzau/