Angiveligt sad den 21-årige retarderede kvinde og gyngede, da to drenge overfaldt hende og udsatte hende for voldtægt.

Politiet i Karlslunde vil meget, meget gerne tale med eventuelle vidner til en voldtægt, der mandag ved 18.30 tiden angiveligt skal have fundet sted på en legeplads i Greve, fremgår det af døgnrapporten fra Midt og Vestsjællands Politi.

Offeret er en 21-årig retarderet lokal kvinde, der ofte holder til på legepladsen bag Østrøjel 5 i Greve. Mandag sad hun - angiveligt som så ofte før - og gyngede, mens hun hørte musik på sin iPhone, da de to formodede gerningsmænd kom hen til hende.

I følge pigens forklaring til politiet, talte de to drenge kortvarigt med hende, inden de voldtog hende, ligesom de skal have krænket hende seksuelt på andre måder, som politiet ikke på nuværende tidspunkt vil uddybe.

- Men så vidt, vi kan bedømme, har hun ikke været udsat for vold udover de seksuelle krænkelser, siger pressetalsmand ved Midt og Vestsjællands Politi Lene Madsen til bt.dk.

I følge den retarderede kvinde, var hendes sex-bødler et par drenge på kun 14-15 år af udenlandsk oprindelse.

Den ene skal have været iført sandfarvede bukser og hvid t-shirt eller trøje, muligvis med noget tryk på brystet. Den anden skal have været jævnaldrende og iført en sort t-shirt eller trøje.

- Kvinden fortæller selv, at hun har set de to drenge før, og at de har drillet hende. Hvis hun har set dem før, er der måske håb for, at der også er andre i nabolaget, der kender dem.

Politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner til episoden på telefon 114.