En 21-årig mand blev indlagt på Sydvestjysk Sygehus efter en bilulykke søndag formiddag. Hans tilstand blev betegnet som kritisk, og her til aften er han blevet erklæret død som følge af sine kvæstelser.

Manden lå i respirator, som blev slukket, mens familien var til stede på sygehuset, oplyser vagthavende hos Syd- og Sønderjyllands Politi til BT søndag aften.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi var der tale om en soloulykke, der fandt sted på Storebæltsvej i Esbjerg klokken 9.51. Den 21-årige kørte ind i en lysmast på grund af glatføre.

»Vi har en formodning om, at manden kørte uden sikkerhedssele, og det er formentlig derfor, han er kommet så galt af sted,« siger vagthavende.

BNB/chqv@bt.dk