200 har lige nu søgt tilflugt på et krisecenter i Danmark. De er på flugt fra en ægtemand, kæreste eller slægtning. Det fremgår af en rundringning, som B.T. har foretaget til samtlige krisecentre for kvinder i Danmark.
Langt de fleste kvinder frygter direkte at blive slået ihjel.
Mange har allerede været udsat for drabsforsøg, skriver B.T. mandag.
At mændene mener deres dødstrusler og er parate til at føre dem ud i livet viser den seneste tids tragiske drabssager. En 24-årig mor og hendes to børn blev dræbt af en tidligere kæreste i Sønderborg. En 23-årig kvinde blev skudt af sin tidligere kæreste i Hedensted. Manden havde forinden truet kvinden på livet flere gange.
B.T.s undersøgelse viser, at ialt 1.914 kvinder sidste år måtte flygte til et krisecenter efter alvorlige trusler på livet. Det er 103 flere end året før. Derudover oplever krisecentrene et stigende antal telefoniske henvendelser fra kvinder i voldelige forhold, skriver B.T.
Volden fortsætter
Og den tendens stopper ikke, med mindre politikerne skrider til handling nu, frygter eksperter:
- Stigningen i vold mod kvinder vil fortsætte ufortrødent, fordi vi ser alt for mange lappeløsninger fra myndighedernes side. Jeg savner , at politikerne ser på vold mod kvinder som et samlet indsatsområde, siger Anne Mau, sekretariatsleder i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, til B.T.
- Hvis ikke regeringen sætter fuld fokus på problemet nu og skaber en indsats på tværs af politi, skoler, sociale myndigheder, hospitaler og krisecentre, så vil volden fortsætte ufortrødent og den sociale voldsspiral fortsætte i generationer, siger Anne Mau.
Hun mener ikke, at de godt 16 mio. kr., som regeringen har afsat om årligt til at bekæmpe vold mod kvinder, rækker.
Socialminister Eva Kjer Hansen (V) forstår ikke kritikken:
- Man kan altid diskutere, om der er afsat penge nok, men jeg har det godt med, at vi har fået sat penge af til at få klarlagt voldens omfang, og jeg mener, at vi er nået rigtig langt i bekæmpelsen af vold mod kvinder, siger Eva Kjer Hansen til B.T.
Ifølge Socialministeriet bliver mindst 64.000 kvinder årligt udsat for vold i hjemmet.






















