Det kostede Kenneth Larsen flere skrammer, knubs og et enkelt sting, da en vred DSB-ansat tirsdag skubbede den 20-årige kokkeelev ned på skinnerne ved Helsingør Station. Og det var faktisk billigt sluppet.
 
- Pludselig kommer DSB-manden farende, og med begge hænder skubber han mig ned på sporet. Så får jeg øje på et tog, som er på vej ind på perronen, men heldigvis har lokomotivføreren opdaget mig og når lige at stoppe toget, inden det går helt galt.
 
Sådan husker 20-årige Kenneth Larsen de gruopvækkende sekunder sidst på eftermiddagen tirsdag. Den rasende DSB-togfører valgte at skubbe Kenneth Larsen, der arbejder som kokkeelev, fordi den unge mand cyklede på perronen, hvilket ikke er tilladt.

LÆS OGSÅ:

Kvinde cyklede også 
- Jeg ved godt, det ikke er tilladt, og det var selvfølgelig også dumt gjort. Jeg skulle jo ikke have cyklet dér, når man ikke må, siger Kenneth Larsen til BT.

Men travlheden var ved at indfinde sig og derfor så Kenneth Larsen sit snit til at vinde lidt ekstra tid ved at springe cyklen, da han kom ud af toget.

LÆS OGSÅ:  

- Der var en kvinde, der også cyklede lidt foran mig, så jeg tænkte, at det nok gik. Og der er også tit folk, der cykler på perronen på Helsingør Station. Men det gik altså ikke, siger Kenneth Larsen, der næsten dagligt har taget sin cykel med på den halv timers togtur mellem sit hjem i Helsingør og arbejdet som kokkeelev hos ATP i Hillerød.
 
'Du må ikke cykle her' 
Kenneth Larsen kan godt høre, at der er en person, der råber, at man ikke må cykle på perronen, men vælger at trille videre.
 
- Det næste, der sker, er, at jeg bliver skubbet af og lander på skinnerne. Jeg slår mig temmelig meget. Jeg kan mærke, at jeg bløder fra ansigtet, men det gør slet ikke ondt. Jeg er nærmest helt i chok. Og så er det, toget kommer, fortæller Kenneth Larsen, der dog kan prise sig lykkelig over, at togføreren i toget nåede at se ham tids nok til at få standset de mange ton metal.

LÆS OGSÅ:  

Mens Kenneth Larsen forsøger at få sig bragt i sikkerhed, råber DSB-manden igen, at det ikke er tilladt at cykle på perronen.
 
- Jeg kan huske, at jeg råber tilbage, at han da heller ikke må skubbe folk ned på skinnerne, siger Kenneth Larsen.

Blod i ansigtet 
Det lykkedes den 20-årige kokkeelev at få hjulpet cykel og sig selv op fra skinnerne igen og gå ind på et nærliggende toilet, hvor han får vasket det meste af blodet af. I mellemtiden er den vrede DSB-mand forduftet.

- Han er væk, da jeg kommer ud fra toilettet, Men politiet er kommet. De er blevet tilkaldt af nogle af de andre på perronen, siger Kenneth Larsen, der efter en kortere snak med politiet tager på skadestuen. Her konstaterer lægerne, at den 20-årige har fået flere skader efter faldet - især i ansigtet. Og nu hvor adrenalinen er forsvundet ud af kroppen, har smerterne gjort deres indtog.
 
- Jeg har en del knubs og et blåt øje. Og så er mit ansigt ret hævet, som du kan se. Og så blev jeg syet med ét sting i kinden. Men cyklen fejler da heldigvis ikke noget, fortæller Kenneth Larsen, der ikke kun er fysisk mærket af den voldsomme episode.
 
- Jeg har været noget rundt på gulvet, siden i går, siger Kenneth Larsen, der har meldt sagen til politiet.

- Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor han absolut skulle skubbe mig ned på skinnerne.