Ydmygelserne stod i kø og var nærmest ubærlige for en 20-årig indsat i Statsfængslet i Ringe.

I et timelangt mareridt blev han udsat for sextvang, fik påført stød på 230 volt med en afmonteret stikdåse direkte mod kroppen og en række andre former for vold af særlig rå og farlig karakter som spark og slag.

Desuden forsøgte gerningsmændene at klippe hans brystvorter af med en 3-i-1-neglesaks, ligesom han blev ydmyget på det groveste ved at blive urineret i hovedet og overalt på kroppen af to af sine i alt fire plageånder, der på det tidspunkt, april 2012, alle var medindsatte i det midtfynske fængsel.

Værste nogensinde

De to hovedtiltalte på 23 og 22 år blev idømt henholdsvis to og et års fængsel, mens de to andre, begge 21 år, blev idømt fem måneders fængsel.

Selv om der gennem tiden har været mange frygtelige voldsepisoder i Statsfængslet i Ringe - bl.a. brutale volds-commandoraids og overfald med kogende vand i ansigtet på en medfange - så er episoden fra forrige år en af de værste, der nogensinde er registreret.

Og dog. I 2013 blev en ung indsat så ilde tilredt, da han blev slået igen og igen i hovedet, at han i dag er varigt hjerneskadet. Den 20-årige tiltalte i sagen blev senere frifundet i retten.