En 20-årig mand blev lørdag aften fængslet i 26 dage, hvor af de 12 skal tilbringes i isolation. Det skete i et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, hvor han blev sigtet for drab på en 19-årig mand og røveri. Han nægter sig skyldig.
Den 19-årig mand blev lørdag morgen dræbt med kniv på Strøget ved Kongens Nytorv i København efter et skænderi om en hue.
Opgøret fandt sted kort før kl. 06, da tre unge med udenlandsk baggrund kom i skænderi med to danskere, fordi de angiveligt ville have fat i den enes hue. Skænderiet udartede sig og kostede den 19-årige livet.
Et overvågningskamera filmede optrinnet
Den 20-årige mand blev efterfølgende anholdt i Heibergsgade bag Det Kongelige Teater.
Politiet er på baggrund af optagelserne fra overvågningskameraet overbevist om, at han var en af de tre, og han havde en kniv på sig, da han blev anholdt. Politiet leder fortsat efter de to andre, der var med.
/ritzau/






















